Loading presentation...

Present Remotely

Send the link below via email or IM

Copy

Present to your audience

Start remote presentation

  • Invited audience members will follow you as you navigate and present
  • People invited to a presentation do not need a Prezi account
  • This link expires 10 minutes after you close the presentation
  • A maximum of 30 users can follow your presentation
  • Learn more about this feature in our knowledge base article

Do you really want to delete this prezi?

Neither you, nor the coeditors you shared it with will be able to recover it again.

DeleteCancel

Make your likes visible on Facebook?

Connect your Facebook account to Prezi and let your likes appear on your timeline.
You can change this under Settings & Account at any time.

No, thanks

Industrialisering og imperialisme

No description
by

Bjarke Pedersen

on 20 August 2015

Comments (0)

Please log in to add your comment.

Report abuse

Transcript of Industrialisering og imperialisme

Industrialisering og imperialisme
En oversigt
I løbet af 1700-tallet blev der skabt en række tekniske opfindelser der var meget brugbare til industriel produktion. Det var bl.a. spinde- og vævemaskiner, dampmaskiner og smelteovne. Disse opfindelser gjorde det muligt at producere langt større mængder tråd, stof og jern en tidligere. Og tilmed med langt mindre arbejdskraft.
Industrialiseringen skabte en stor efterspørgsel efter arbejdskraft i byerne, hvor de nye fabrikker blev bygget. Industrialiseringen fandt også sted i landbruget, hvilket frigjorde en stor mængde arbejdskraft på landet. De mange arbejdsløse landarbejdere søgte derfor mod byerne, for at arbejde i de nye fabrikker. Det førte til en voldsom urbanisering i England, og senere også i resten af Vesteuropa.
Urbanisering
En industriel revolution
Spinnemaskinen "Spinnig Mule", bygget af Samuel Crompton i 1769.
"Cottonopolis" - maleri af W. Wylde fra 1840. Maleriet forestiller Manchester, hvor skorstene fra de mange textilfabrikker totalt dominerer horisonten
Liberalisme - middelklassens idelogi
Under industrialiseringen blev der ikke kun skabt tekniske opfindelser. Der opstod også nye ideer om samfundets indretning. En af de nye ideer var liberalismen, som normalt siges at være grundlagt af Adam Smith med værket "An Inquiery Into the Nature and Causes of the Wealth of Nations" - for det meste bare kladet "Nationernes velstand". I følge Adam Smith skulle staten kun sørge for at forsvare landet mod invasion og angreb, opretholde lov og orden og skabe et uafhængigt og retfærdigt retssystem, og endelig tage sig af de svage som ikke kan sørge for sig selv. Alle andre opgaver skal i følge Smith løses på privat initiativ. Udbud og efterspørgsel vil i følge Smith føre til at alle varer og ydelser får den rette pris, og at der på den måde skabes mest velstand og overskud til alle. Det var en filosofi der særlig tiltalte fabriksejere, finansfolk og andre selvstændige erhvervsdrivende. Mens de fattige arbejdere havde sværere ved at se hvordan det frie marked skabte optimale livsvetingelser for dem.
Portræt af Adam Smith (1723-1790). Adam Smith var en del af den intellektuelle bevægelse der sommetider kaldes den skotske oplysning - "The Scottish Enligtenment". Filosoffen David Hume, sociologiens grundlægger Adam Ferguson, filosoffen James Mill, forfatteren til "Ivanhoe" Sir Walter Scott og opfinderen James Watt - og mange andre - betegnes som deltagere i bevægelsen
Socialisme - arbejderklassens ideologi
Efterhånden som industrialiseringen spredte sig, blev det mere og mere klart at ikke alle fik lige meget ud af den tekniske reovlution. Den nye sociale klasse af arbejdere boede i byerne, mast sammen i elendige boliger uden ridende vand eller ordentlige kloakker. Fabriksejerne betalte ikke meget for det hårde arbejde, og da mange var arbejdsløse, kunne man altid finde en ny arbejder der var villig til at slide og slæbe, hvis nogen krævede mere i løn. Samtidig blev fabriksejerne - kapitalisterne - rige. Det blev den tyske filosof Karl Marx der for alvor satte ord på disse modsætninger. Han opfandt udtrykket 'merværdi' om den fortjeneste som kapitalisterne havde på at sælge de færdige varer. Denne merværdi havde arbejderne skabt i deres forarbejdning af råmaterialerne, men gevinsten gik til fabriksejeren. Det mente Marx var uretfærdigt, og han ønskede derfor en revolution hvor arbejderne skulle tage magten og selv beholde overskuddet. Det formulerede han sammen med Friedrich Engells i "Det Kommunistiske Manifest", som de udgav i 1848. Det blev begyndelsen på en ideologi og en international bevægelse, som fik kollosale konsekvenser for historiens udvikling de næste 150 år.
Det klassiske portræt af Karl Marx - billedet er fra 1875.
Nationalisme - sprog og folk
Samtidig med at liberalismen og socialismen udviklede sig i Europa, opstod endnu en ideologi som skulle få kollosal betydning for europas - og senere hen hele verdens - historie. Begrebet nationalisme blev skabt af den tyske filosof Johann Gottfried Herder. Herder mente at verden er beboet af forskellige folkeslag, som hver især besidder en særlig 'folkeånd'. Og i følge Herder og hans elever og disciple, er det særlig et folks sprog der definerer det. Herder var en af de første til at påstå at sproget definerer tankerne, og at folk med forskellige sprog dermed var principielt uforenelige. Desuden mente Herder at følelsen af national stolthed - patriotisme - var det vigtigste element i menneskers identitet. Og sagde at den der mistede sin nationalfølelse, mistede sig selv.
"Friheden fører folket på barrikaderne" - maleri af Eugene Delacroix fra 1830. Maleriet er ofte brugt til at illustrere nationalisme. Maleriet er malet som en hæder til den franske revolution i 1789, kaldet julirevolutionen.
Imperialisme - varme følelser og kolde kontanter
I 1871 havde nationalismen gået sin sejrsgang i Europa og havde været en af årsagerne til at Tyskland nu var ét samlet rige, i stedet for en sammenslutning af småstater. Dermed var der endnu en stormagt i Europa - ud over England, Frankrig, Rusland og Østrig-Ungarn. Alle disse stormagter så hinanden som konkurrenter der kappedes om de samme begrænsede ressourcer. Den der vandt kapløbet om ressourcerne, vandt konkurrencen om magten i Europa - og verden. For at sikre sig så mange ressourcer som muligt begyndte stormagterne at udvide deres kolonier i Asien og Afrika. Dermed gik stormagterne fra at være stater med koloniale besiddelser, til at være mulitinationale imperier. Eksempelvis rådede England over kolonier i:
Canada - etableret som koloni i 1600-tallet.
Jomfruøerne - etableret som koloni i 1672
Sydafrika - kaldet "Kapkolonien" - etableret som koloni i 1652.
Indien - etableret som koloni i 1612
Australien - etableret som fængselskoloni i 1770.
New Zealand - etableret som koloni i 1769.
Hong Kong - etableret som koloni i 1839.
Cypern - etableret som koloni i 1878.
Gibraltar - etableret som koloni i 1714
For bare at nævne nogle stykker...
Frankrig, Holland, Tyskland, Rusland og Belgien havde ligesom England kolonier over hele verden. Kolonierne leverede råvarer - som bomuld, sukkerrør, kaffe- og kakaobønner, gummi, guld, sølv og diamanter - til fabrikkerne i Europa. Her blev råvarerne forarbejdet til mad eller brugsgenstande af forskellig art og solgt til forbrugere. Men de europæiske fabrikker producerede mere end europæerne kunne købe. Derfor eksporterede kolonimagterne de færdige produkter tilbage til kolonierne. Hvor fx inderne kunne købe deres eget bomuld, som nu var blevet til tøj, fra engelske købmænd. Dette system sikrede at al profit - altså fortjeneste - blev hos de europæiske kolonimagter. Men det gjorde også at kolonimagterne var i konstant konkurrence med hinanden, for at få fingrene i nye ressourcer og markeder, før naboen gjorde. Det førte i 1884-5 til Berlinkonferencen, hvor stormagterne blev enige om, at den europæiske magt der kunne påvise at have besat et ukoloniseret område i Afrika, skulle have retten til at kolonisere det. Den efterfølgende kamp om at komme først til de ukoloniserede dele af Afrika kaldes på engelsk "The Scramble for Africa".
Satiretegning af stormagternes opdeling af Afrika under Berlinkonferencen. Det er den tyske general Bismarck der skærer den afrikanske kage ud, mens de øvrige stormagters ledere ser på.
Imperialismen som ideologi
Mange af de europæiske kolonister mente at deres besættelse og udnyttelse af afrikanere, indere og filipinere - for bare at nævne nogle stykker - var i en god sags tjeneste. De mente at de bragte civilisationen med sig, og at udbredelsen af fransk eller engelsk territorie var det samme som at udbrede fred og retfærdighed. Desuden var det kun rimeligt, mente imperialismens fortalere, at de hvide europæere herskede over de uciviliserede indfødte. For i følge Darwins teori om arternes oprindelse, så er det kun naturligt at de stærke hersker over de svage. Og europæerne var tydeligvis stærkere end de indfødte i Afrika og på New Zealand.

Forestillingen om at koloniseringen var til alles bedste blev dog svær at opretholde. Særligt efter at den almindelige offentlighed i Europa hørte om de uhyrligheder der fandt sted i Belgisk Congo. Kong Leopold d. 2 drev landet som sin private koloni, og ønskede at presse så meget profit som muligt ud af landet. Det gik hårdt ud over de indfødte. Det anslås at omkring 10 millioner indfødte døde under Leopolds styre.
Transport i Belgisk Congo i 1915. I følge fotografen var det næsten umuligt at opdrive folk stærke nok til at bære hængekøjen, da alle de stærke mænd arbejdede i minerne.
Congolesere uden hænder. Mens Kong Leopold ejede Congo som sin private koloni, kaldet Fristaten Congo, var det almindeligt at arbejdere der ikke var produktive nok, fik hukket hænderne af. Hvis de da ikke blev skudt.
Imperialisme som inden- og udenrigspolitik
I 1870 var omkring 10 % af Afrika underlagt europæiske magter. I 1914 var det 90 %. Denne lynhurtige ekspansion skabte konflikter mellem de europæiske stormagter. Ingen lande ville tillade at naboen fik mere end en dem selv. I 1898 var franske og engelske tropper ved at komme i kamp ved Fashoda i Egypten, da englænderne stødte på en mindre gruppe franske soldater, i et område de mente var deres. I 1905 kom Tyskland og Frankrig på kant, da Tyskland støttede Marokkansk uafhængighed fra Frankrig. I 1911 blev konflikten løst, da Tyskland lovede at anerkende Frankrigs ret til Marokko, mod at få kolonien Fransk Ækvatorial Afrika (i dag Republikken Congo) i bytte. I disse konflikter spillede stormagterne deres naboer ud mod hinanden, i et forsøg på at teste landenes loyalitet mod deres allierede. Kolonierne blev på den måde brugt som uderigspolitisk afpresning af nabolandende. Samtidig var der i store dele af den europæiske befolkning, krav om flere kolonier. Og af frygt for at blive upopulære i befolkningerne, valgte politikerne at fortsætte med at udvide kolonierne. Dem der boede i kolonierne - de indfødte - var der ikke så mange der tænkte på.
En satiretegning af Kejser Wilhelm d. 2, der truer den franske koloni Agadir i Marokko
Full transcript