Loading presentation...

Present Remotely

Send the link below via email or IM

Copy

Present to your audience

Start remote presentation

  • Invited audience members will follow you as you navigate and present
  • People invited to a presentation do not need a Prezi account
  • This link expires 10 minutes after you close the presentation
  • A maximum of 30 users can follow your presentation
  • Learn more about this feature in our knowledge base article

Do you really want to delete this prezi?

Neither you, nor the coeditors you shared it with will be able to recover it again.

DeleteCancel

Make your likes visible on Facebook?

Connect your Facebook account to Prezi and let your likes appear on your timeline.
You can change this under Settings & Account at any time.

No, thanks

Palæstina-Israel konflikten: Produkt

No description
by

Karoline Holmboe

on 9 December 2012

Comments (0)

Please log in to add your comment.

Report abuse

Transcript of Palæstina-Israel konflikten: Produkt

Palæstina-Israel konflikten Religiøs baggrund 1095: Det første kristne korstog til Det Hellige Land 1948: Staten Israel oprettes af FN 638: Den Islamiske erobring af Palæstina 1922: Palæstina bliver britisk mandatområde 63 F.V.T: Romerriget opretter provinsen Judæa 1187: Saladin generobrede Palæstina 1516: Palæstina bliver en del af Osmannerriget 1948-49: Den første Israels - palæstinensiske krig 1967: Suez-krigen + 1939 - 1945: 2. verdenskrig + Al-nakbah: katastrofen 1967: Seksdagskrigen 1987: Den første intifada indledes 1973: Yom - kippur krigen 1914: 1. verdenskrig bryder ud 1978: Den første
Camp David - forhandling 1993: Oslo - aftalen 2000: Nye Camp David - forhandlinger og den anden intifada indledes 2003: Israel begynder at bygge en betonmur omkring Vestbredden 2009: Krig i Gaza mellem Hamas og Israel Jødedommen:

For 4000 år siden, indgik abraham og gud en pagt, som lyder følgende: ”jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres gud.” Dette betyd, at gud nu havde gjort israelitterne til det hellige folk, og Kanaan til det hellige land.

Men israelitterne kunne ikke længere blive boende i landet Kanaan pga. hungersnød, og endte derfor i fangeskab i Egypten.
Moses blev født, og lovede gud han ville føre israelitterne tilbage til det hellige land Kanaan. Kristendommen:

Byen Jerusalem er betydningsfuld for de kristene, da det var der Jesus opstandelse og korsfæstelse foregik. Islam:

Udover at Jerusalem er en betydningsfuld by for jøderne og de kristne, var det også en betydningsfuld by for muslimerne, da de tror på fortællingen om Mohammeds natlige drømmerejse til templebjerget i Jerusalem, hvorfor han rejste videre op i himlen. I løbet af de sidste 2-3000 år, har landområdet være beboet af både jødiske, romerske, kristne og muslimske indbyggere, og de har alle præget området.

I det gamle testamente står der skrevet, at Jerusalem, var en by der lå i det jødiske kongerige. Her havde jøderne nemlig deres hellige tempel.

Historikerne ved dog ikke særligt meget om det jødiske kongerige, og historien kan derfor ikke endeligt bekræftes.

Man kan derimod med sikkerhed sige, at Romerriget, for omkring 2000 år siden, havde erobret Jerusalem. Derefter oprettede de provinsen Judæa i landområdet omkring Jerusalem. Senere kaldte romerne denne provins for Palæstina. Religionen kristendommen opstod i samme periode, og blev en vigtig del af både Jerusalem og Palæstinas fortsatte historie.
Både tilhængere af kristendommen og jødedommen var uenige med de romerske magthavere, så i år 70 medførte det at jøderne blev tvunget ud af Palæstina, og det romerske folk ødelagde efterfølgende jødernes hellige tempel.

Både jøderne og de kristne var nu flygtet til andre land rundt i verden. Dog var et lille antal jøder blevet i Jerusalem. De kristne flygtede typisk til land omkring Middelhavet. Islam opstod omkring år 600, som en ny religion, på den Arabiske halvø, og det muslimske rige spredte sig herefter til Palæstina.

Det muslimske rige, begyndte at erobre Palæstina og Jerusalem i år 638, som udover at være en betydningsfuld by for jøderne og de kristne, også var en betydningsfuld by for muslimerne, da de tror på fortællingen om Mohammeds natlige drømmerejse til templebjerget i Jerusalem, hvorfor han rejste videre op i himlen.

Efter erobringen, begyndte muslimerne straks at gå i gang med byggeriget på tempelbjerget, hvor Mohammed havde fortaget sin drømmerejse. Denne bygning blev betegnet som ”Den muslimske klippehelligdom”

Muslimerne byggede senere moskeen ”Al-Aqsa” på tempelbjerget og byen Jerusalem, blev derefter Islams 3. vigtigste by, efter Medina og Mekka. Efter erobringen af Palæstina og Jerusalem, levede de kristne og muslimske, nogen lunde fredeligt side om side.

Nogle af det jødiske folk, vendte endda tilbage til Jerusalem. Nogle kristne og jøder begyndte at omvende sig til islam, og denne religion var nu blevet den største religion i Palæstina.

Nu begyndte Palæstina at interessere det kristne Europa, og paven Urban 2., kaldte ind derfor ind til det man kalder ”et kristent korstog” i 1995. Formålet med dette, var at generobre Det Hellige Land fra det muslimske rige. Dette lykkedes og i 1099 erobrede de kristne Jerusalem, og gjorde derefter også Jerusalem til hovedstad i et nyt kristent kongerige i Palæstina. De havde også planer om at erobre resten at Det Hellige Land, men det mislykkedes, da modstanden fra den muslimske hærfører Saladin, var alt for stærkt. Dog lykkedes det Saladin, at generobre Jerusalem og Palæstina fra de kristne.

De muslimske og kristne indbyggere i Palæstina, førte krig med hinanden, og senere hen, handlede de faktisk også med hinanden. De handlede om fx vare og kultur. Det var bl.a. muslimerne der lærte de kristne at spille skak. Samme år, fik de kristne pilgrimme fra Europa dog lov til at besøge Jerusalem.

Fakta om Saladin:
Saladin var islams hærfører (1138-93) Saladin blev ikke kun kendt for at have erobret Jerusalem tilbage fra de kristne, men også for at være en respekteret sultan i Syrien, Egypten, Irak og Yemen i det muslimske rige. I 1516 bliver Palæstina en del af Osmannerriget. Osmannerriget regerede store dele af det muslimske rige, fra byen Istanbul, som ligger i landet Tyrkiet. Palæstina forblev den del af Osmannerriget i ca. 400 år.

Fakta om Osmannerriget:
I begyndelsen af 1200 tallet, blev Osmannerriget store magthavere over store dele af Anatolien og Balkan. Senere overtog de magten over det muslimske rige, Kalifatet. Osmannerriget eksisterede frem til enden på 1. verdenskrig. 1914: 1. verdenskrig bryder ud

Ved afslutningen af 1. verdenskrig, stod Osmannerriget og Tyskland tilbage som tabere af den krig, de havde udkæmpet med bl.a. Storbritannien og Frankrig. Imens 1. verdenskrig stod på, havde Storbritannien overtaget Jerusalem, og taget magten over Osmannerriget. Udfaldet af 1. verdenskrig kom til, at have meget stor betydning for Palæstinas fremtid. Zionismen og Palæstina I slutningen af 1800 tallet havde de europæiske jøder i Europa, levet i meget små jødiske lokalsamfund, i flere århundrede. De jødiske lokalsamfund, var blevet betragtet som fremmedelementer i flere europæiske lande. Fra omkring 1870 havde jøderne følt et meget stor had på dem fra hele Europa, fordi de var jøder. Denne hadefulde stemning bliver kaldt for ”antisemitismen”

Mange jødiske indbyggere begyndte at blive inspireret af de nationale strømninger blandt de europæiske befolkninger. Derfor begyndte mange jøder, at håbe på en jødisk stat, hvor de kunne leve i fred for antisemitismen, og bare udleve deres religion og føle, at de tilhørte et sted i verden.

Ud fra disse håb, opstod Zionismen, der senere fik stor betydning for oprettelsen, af staten Israel.

Lederen af den zionistiske bevægelse, hed Theodor Herzl og ledte omkring år 1900 tallet, efter egnet landområde, til oprettelsen af en jødisk stat. Han kiggede bl.a. på britisk Uganda i det centrale Afrika, men rettede i stedet blikket mod Palæstina, der indeholdte jødisk historie og religion.

Fakta om antisemitismen

Bevægelsen kan betegnes som had mod jøderne. Dette had kom til udtryk, som religiøse, politiske og racistiske vrangforestillinger om mennesker med jødisk baggrund. Antisemitismen var særlig udbredt i Europa i 1870-1945.

Fakta om zionismen

Zionismen er en politisk ideologi, der stræber efter at skabe et nationalt hjem for alle jøder i verden. Den Østrig – Ungarske journalist Theodor Herzl, blev en af zionismens første ledere.

Fakta om Theodor Herzl

Theodor Herzl (1860-1904). I 1896 udgav Herzl bogen med titlen ”Den jødiske stat” Heri beskrev han sine tanker om zionismen og skabelsen af et nationalt hjem for alle jøder. I lighed med mange europæiske befolkningsgrupper, mente Herzl, at jøderne også kunne gøre krav på et hjemlang og måske endda en selvstændig stat for jøderne. Palæstina blev udnævnt som britisk mandatområde, af folkeforbundet i 1922. dette fik betydningen, at Storbritannien nu skulle lede landet og træffe alle beslutningerne om Palæstinas fremtid. I samme år begyndte jøder at opkøbe jord i Palæstina til fx landbrugs dyrkning.

Jøderne begyndte nu, at flytte fra Europa til Palæstina, og medførte derfor nogle af de sammenstød mellem jøderne og palæstinenserne, sammenstødende begyndte at blive mere og mere voldelige, og kom i høj grad til at præge livet i Palæstina i 1920-30’erne. En af årsagerne var, at de britiske magthavere i landet, ikke formåede at standse volden mellem Palæstinensiske og jødiske tilflyttere fra Europa. Også i Europa, gik det ned af bakke for jøderne, da Adolf Hitler blev valgt til kansler i det nazistiske Tyskland. Ved enden af 2. verdenskrig i 1945, var der blevet dræbt 6 millioner jøder.

Fakta om folkeforbundet:
Folkeforbundet blev oprettet efter slutningen på 1. verdenskrig. Det skete i 1919 bl.a. på opfordring af den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1913-21)
Folkeforbundets vigtigste formål, var at sikre/bevare freden i verden efter 1. verdenskrig. AL – Nakbah: katastrofen

Med FN’s plan for delingen af Palæstina stod det klart for palæstinenserne, at de måtte afgive land til denne nye jødiske stat. Samtidig stod det også klart, at palæstinenserne ikke ville modtage nogen kompensation til gengæld for dette. Utilfredsheden med FN’s plan var derfor meget stor blandt palæstinenserne og andre arabiske befolkninger. Alligevel blev planen vedtaget af FN’s generalforsamling i november 1947. Kort efter vedtagelsen af FN’s plan for delingen af Palæstina begyndte spændingerne mellem palæstinensere og jøder at tage til. Den arabiske liga, der var oprettet i 1945, sendte derfor en væbnet styrke på 3.000 frivillige til Palæstina. Samtidig begyndte jødiske indbyggere i Palæstina at opbygge væbnede styrker. Kursen mod krig syntes dermed at være fastlagt. Midt i denne højspændte situation blev staten Israel til. Det britiske mandat over Palæstina udløb den 15. maj 1948, men allerede dagen før forlod den britiske højkommissær landet. På denne dag, den 14. maj 1948, udråbtes staten Israel i byen Tel Aviv af en jødisk forsamling med David Ben-Gurion i spidsen. Blandt palæstinenserne og øvrige arabere blev denne dag kendt som al-Nakbah, der betyder ”katastrofen” på arabisk.


I 1897 blev den første zionistiske verdenskongres afholdt i den schweiziske by Basel. Siden da arbejdede den zionistiske bevægelse på at skabe en jødisk stat i Palæstina. Bevægelsen modtog, til det formål, økonomisk støtte fra en række velhavende jødiske familier i Europa. Ideen om at støtte op om en jødisk stat, spredte sig, og Balfour – deklarationen. Er et godt eksempel på dette. I et hemmeligstemplet brev fra 1917 udtrykte den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour, den britiske regerings støtte til oprettelsen af en jødisk stat. Senere blev Storbritanniens støtte til oprettelsen af en jødisk stat også en væsentlig del af grundlaget for det britiske mandat over Palæstina var godkendt af folkeforbundet. Mandatet indebar bl.a., at Storbritannien bestemte over alle politiske og økonomiske beslutninger i Palæstina.

Ved dannelsen af FN i 1945 tog man straks stilling til oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Mange af verdens nationer så positivt på spørgsmålet og udtrykket i et land uden folk og et folk uden et land dukkede hurtigt op. FNs plan for delingen af Palæstina mellem jøder (israelitter) og Palæstinensere foregik i 1947 og lå klar. Dermed var staten Israel godt på vej til virkelighed. De arabiske lande og Israel har siden staten Israels etablering i 1948 udkæmpet en række krige, der historisk er en forlængelse af de kampe, der fra begyndelsen af 1930'erne begyndte i Palæstina mellem bevæbnede palæstinensiske grupper og bevæbnede grupper af jødiske indvandrere. Baggrunden for disse kampe og for de senere krige mellem de arabiske stater og Israel var dybe uoverensstemmelser om det legitime grundlag for den jødiske indvandring under det engelske mandat over Palæstina 1920 - 1948 og om det legitime grundlag for staten Israel.

Den Første Arabisk-israelske Krig 1948 - 1949 blev bragt til ophør af FN. Der blev ikke sluttet egentlige fredsaftaler, men kun våbenhvileaftaler, hvorfor de grænser, der blev etableret efter krigen, ikke blev betragtet som folkeretligt gældende af de arabiske stater. Den palæstinensiske befolkning kom som følge af krigen under vidt forskelligt politisk styre. En del arabiske palæstinensere blev efter 1949 indbyggere i staten Israel, mens befolkningen bosat på Vestbredden af Jordanfloden kom under trans jordansk administration, idet Trans jordaniens konge Abdallah ibn Husayn i 1950 annekterede Vestbredden. Gaza blev efter våbenhvileaftalerne i 1949 administreret af Egypten. Den selvstændige palæstinensiske stat, der var forudset i FNs delingsplan af 1947, blev således ikke omsat til virkelighed.

Oprettelsen af staten Israel var både et resultat af zionismens politiske indsats og folkedrabet på jøderne i Europa. Da staten Israel blev oprettet i 1948, var både USA og Storbritannien blandt de første til at støtte op og erkende den nye stat. Alle de arabiske stater nægtede dog at erkende den nye stat og dette var en af årsagerne til den første arabisk – israelske krig

Krigen blev først og fremmest udløst af FN’s oprettelse af staten Israel. Samtidig var krigen også en kulmination på de mange sammenstød mellem jøder og Palæstinensere, der havde fundet sted i de foregående årtier.

I den første arabisk – israelske krig blev den palæstinensiske civilbefolkning udsat for voldelige overgreb, og i mange landsbyer smed israelske soldater Palæstinensiske indbyggere ud af deres hjem og sendt på flugt. Krigen førte til det man i dag kalder: etnisk udrensning af nogle palæstinensiske landsbyer. Samtidig blev de palæstinensiske modstandsgrupper nedkæmpet af israelske styrker på meget kort tid. Nu begyndte Egypten, Libanon, Jordan og Syriens styrker også at gå ind i krigen. I sidste ende havde disse landes hjulpen, kun været til gavn for Palæstina. Da Israel til sidst indgik våbenhvile med de arabiske nabostater i 1949, var omkring 370 palæstinensiske landsbyer blevet udslettet. Krigen sendte derfor en hel del palæstinensere på flugt fra kampene. Halvdelen var flygtet til de arabiske nabostater og boede derfor på nogle flygtningelejre, som har eksisteret i mere ned 60 år. krigen foregik efter den første arabisk – israelske krig, hvor der skete store politiske omvæltninger i de arabiske stater omkring Israel. Dette gjaldt særligt Egypten med Aamal Abdel Nasser som præsident, der kom til magten i 1952. De arabiske lande havde tidligere haft konflikter indbyrdes, men nasser fik dem dog samlet og overtalt til at de arabiske lande havde meget mere tilfælles, og at de sammen skulle gå mod Israel og dets støtter i USA og Europa.

En af årsagerne til utilfredsheden af dannelsen af Israel var bl.a. de mange civile palæstinensere, der var blevet flygtninge under den første arabisk – israelske krig og i løbet af 1956 blev utilfredsheden med Israel dog endnu større.

Årsagerne til dette var Israels hemmeligholdte samarbejde med Storbritannien og Frankrig om et angreb på Egypten. I Egypten var Suezkanalen blevet nationaliseret af nasser. Dvs. at den egyptiske stat nu havde al kontrol over al handel og trafik gennem kanalen. Dette svækkede Storbritannien og Frankrigs økonomi og militære indflydelse i Mellemøsten, men det ville ingen af landende kunne leve med. De indledte derfor et angreb på Egypten med støtte fra israelske styrker i oktober 1956.

Suez krigen og angrebet på Egypten, varede ca. en uge og blev ikke nogen triumf for hverken Storbritannien eller Frankrig. Under angrebet på Egypten havde Israel mulighed for at vise sine velfungerende militære evner i krig. Angrebet betød dog også, at Israel ville blive endnu mere upopulær blandt de arabiske lande. Derfor blev målet for de arabiske lande at udslette staten Israel. Ved seksdagskrigens udbrud ca. 10 år senere, var staten Israel stadig ikke populær blandt de arabiske lande i Mellemøsten. På samme tid, fremstod Egyptens præsident Nasser, som en samlende figur for flere af disse arabiske stater. Nassers popularitet blev endnu større blandt de arabiske lande, pga. Nassers modstand mod Israel, og de europæiske stormagter Storbritannien og Frankrig.

Nasser popularitet og Israels uønskede tilstedeværelse i Mellemøsten byggede langsomt op til optakten på et sammenstød, der skulle få en stor betydning for både israelernes og palæstinensernes fremtid. En række mindre sammenstød mellem Israel og de arabiske nabostater i maj 1967 førte til, at Egypten tvang FN’s fredsbevarende styre væk fra Sinaihalvøen. Hermed erklærede Nasser, at Egypten var klar til mod Israel. Kort tid efter støttede både Syrien og Jorden op om Nassers krigsplaner. Samtidig stod det klart, at disse arabiske stater ønskede at indlede en afgørende krig mod Israel, der havde til formål, at udslette hele staten Israel. Egyptens første militære handling blev at spærre indgangen til Det Røde Hav. Dette opfattede Israel som en krigserklæring, og gjorde derfor klar til kamp. Imens forsøgte både USA og FN at mægle i den forestående konflikt, men med uden held. I slutningen af maj 1967 sendte Nasser 100.000 soldater til Sinaihalvøen. Om morgenen den 5. juni 1967 svarede Israel igen, ved at udslette størstedelen af det egyptiske luftvåben i ét enkelt og forebyggende angreb. Endnu en krig mellem Israel og de arabiske nabostater var dermed i gang. Krigen blev intens og varede i seks dage, derfor blev skrigen kaldt ”seksdagskrigen” Egypten fik hurtigt følgeskab af Syrien og Jordan, og krigen begrænsede sig derfor ikke kun til Sinaihalvøen. Israel viste sig dog som den stærkeste part i militær forstand. Det blev markeret af de mange israelske erobringer af landområder under krigen.

Konsekvenserne af seksdagskrigen

Da Israel den 10. juni 1967 indgik våbenhvile med Egypten, Syrien og Jordan, havde de Israelske styrker besat Sinaihalvøen, Gazastriben, Golanhøjderne og hele Vestbredden inklusive den østlige del af Jerusalem. Der fulgte ikke kun adgang til mere land pga. disse erobringer, men Israel sikrede også kontrollen med vigtige ressourcer i området, herunder vandressourcer.

Israels erobring af Østjerusalem, som før hørte til det jordanske kongerige, fik stor betydning for israelere på palæstinensere. Pga. denne erobring fik jøderne igen, efter lang tid, fri adgang til Tempelbjerget og Grædemuren, der er betydningsfulde steder i den jødiske religion og historie. For første gang siden oprettelsen af staten Israel, besad israelerne igen kontrollen over Jerusalem.
For palæstinenserne var der tale om et stort symbolsk tab. Dette kom først og fremmest til udtryk ved, at man nu mistede kontrollen med nogle af muslimernes vigtigste steder, den muslimske klippehelligdom og Al – Aqsa – Moskeen. Tabet af Østjerusalem forblev et meget stort og væsentligt nederlag for palæstinenserne i de følgende år. Seksdagskrigen fik også store, økonomiske konsekvenser for palæstinenserne. Slaget af palæstinensiske landbrugsvarer fra Gaza og Vestbredden til israelske forbruger blev udelukket som følge af krigen. Samtidig mistede palæstinensiske bønder deres landbrugsstøtte fra den israelske stat. Omvendt kunne israelske bønder nu sælge deres landbrugsvarer til palæstinenserne. Fra da af blev handel og økonomi således et nyt våben i konflikten mellem israelere og palæstinensere. Til krigen i 1973 er der mange medspillende årsager.
· Nederlaget til Syrien i seksdagskrigen, var en kæmpe ydmygelse for Egypten og Syrien. Derfor kaldte
de på hævn.
D. 6. okt. 1973 indledte de et overraskelsesangreb på Israel, og krigen havde store konsekvenser for både israelitterne og palæstinenserne. Syriske og egyptiske enheder, overskred våbenstilstandslinjerne, under krigen, i henholdsvis Golanhøjderne og på Sinai-halvøen, som var blevet fastlagt efter Seksdagskrigen i 1967.

I 1974 d. 23. okt. Indgik parterne i våbenhvilen. Pga. Israels svækkede position kunne lederen af PLO Yasir Arafats sætte palæstinensernes fortsat uafklarede sag på den internationale dagsorden. Han ville gøre PLO til fælles og officielt talerør for palæstinenserne.
Imens m kippur krigen fandt sted, foregik der også en handelsmæssig konflikt, som kaldes oliekrisen. OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries) arabiske og sydamerikanske lande. OPEC valgte derfor at bruge olien som våben, og afbryde al eksport af olie til lande der støttede Israel i Yom Kippur-krigen. Opec hævede de generelle olie priser i resten af de vestlige lande som OPEC anså for at støtte USA og Israel. OPEC viste, at man kunne kontrollere og bruge oliepriserne som et våben, der gik det også op for omverdenen, hvor afhængig de var af de arabiske landes olie. Årene op til Camp david har man kunne mærket konsekvenserne af at staten Israel blev oprettet, og den første arabiske israelske krig med nabolandene havde gjort, at spændingerne med nabolandene stadig lå og ulmede. I september 1978 mødtes Israels premierminister, Menachem Begin, og den egyptiske præsident, Anwar al-Sadat, til hemmelige fredsforhandlinger hos den amerikanske præsident, Jimmy Carter, i USA. Forhandlingerne fandt sted i Camp David lidt uden for Washington. Årsagen til forhandlingerne var, at Sadat begyndte at antyde, at Egypten muligvis ville aftale fred med Israel. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Sadat i 1977 besøgte Israel som det første arabiske statsoverhoved nogensinde. Under sit besøg talte Sadat til israelske politikere i det israelske parlament, Knesset.

Under selve Camp David – forhandlingerne i USA trak parterne dog linjerne hårdt op. Sadat ønskede, at Israel skulle fjerne alle bosættelser på Sinaihalvøen. Begin var skeptisk over for, om Egypten faktisk ønskede fred. Begins skepsis skyldtes bl.a. Yom kippurkrigen, der havde fundet sted bare fire år forinden. Mod alle odds lykkedes det præsident Carter at få Egypten og Israel til at blive ved med at forhandle. Som resultat af camp David – forhandlingerne kunne Egypten og Israel derfor indgå en fredsaftale i marts 1979, og den fik stor betydning for både israelere og Egyptere. Fredsaftalen fik også alvorlige konsekvenser for Sadat. Under en militærparade i Egypten i 1981 blev han myrdet af Egyptiske islamister. De var meget utilfredse med, at Egypten nu anerkendte Israels ret til at eksistere. Mange yderligtgående islamister i de arabiske stater ønsker fortsat at Israel skal fjernes som stat. I 2003 besluttede Sharons regering at opstille en stor betonmur mellem Israel og Vestbredden. Denne mur fik navnet ”sikkerhedsmuren” da den formindskede terrorangrebene fra Vestbredden, og for at forhindre Vestbredden i at nå deres mål, om at udslette Israel. Mange dele af muren overholder dog ikke Israelsk internationalt anerkendt grænse, men er opført langt inde på Vestbredden.

For mange palæstinensere, er muren et meget stort problem, da mange palæstinensiske bønder fx er afskåret fra deres marker. Andre er afskåret fra deres arbejdsplads eller skole/uddannelse. Kun ved særlige chekpoints, hvor israelske soldater skal undersøde deres identifikationspapirer og bagage, kunne det lade sig gøre at passere. Muren krænker også de palæstinensiskes menneskerettigheder, fordi den forhindre dem i at kunne bevæge sig frit og tage arbejde.

Fra et israelsk synspunkt, har muren dog kun været en succes. Siden 2003 har antallet af terrorangreb i Israel nemlig faldet. Muren har således bidraget til at øge israelernes sikkerhed.

Fra et palæstinensisk synspunkt, har muren blot været en understregning af det dårlige forhold mellem israelere og palæstinensere. Dette dårlige forhold har fortsat styrket Hamas, som i løbet af år, har opnået stor indflydelse på palæstinensisk politik. Palæstinas leder Yasir Arafat døde i 2004. Dette medførte til store opbrud i palæstinensiske politik. Arafats tilhængere sad nu ikke solidt på magten mere. Hamas søgte derfor at gøre brug af deres nye politiske indflydelse og magt. I 2005 medførte det derfor, at Israel trak sig helt ud af Gazastriben, hvor Hamas har de fleste af sine tilhængere. Dette var med til at skabe et nyt håb om en selvstændig stat blandt mange palæstinensere. Israels tilbagetrækning fra Gazastriben, styrkede samtidig Hams’ anseelse blandt palæstinenserne. Dog så omverden ikke så positivt på denne udvikling. Hamas er dermed fortsat at finde på USA’s og EU’s lister over terrorgrupper.

Indbyrdes er palæstinensiske partier og bevægelser uenige om, hvordan en ny stat skal være, og om skal anerkende Israel eller ej. Israel har mange forskellige holdninger om oprettelsen af en palæstinensisk stat, og dels om hvilke områder af Vestbredden den skal omfatte. Nogle jødisk-nationale partier vil overhovedet ikke acceptere en palæstinensisk stat.

Efter en blodig krig mellem Hamas og Israel i Gaza, ved årsskiftet 2008-2009, var der fortsat ikke udsigt til en varig fred Israelerne og palæstinenserne har alle dele i årsagerne til konflikten. Samtidig er begge parter fortsat ofre for den manglende fred. 2. intifada:Det startede i 2000 da Ariel sharon den nye ministerpræsident af Israel, besøgte tempelbjerget. Alt dette udløste voldsom vrede blandt palæstinenserne, fordi Sharon var medansvarlig for en massakre på tusindvis af palæstinensere i de to flygtningelejre Sabra og Shatila i Libanon i september 1982. De følgende sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker var begyndelsen på anden intifada. Den anden intifada var langt mere voldsomt end første intifada. Der blev skabt en form for voldsspiral, hvor ethvert angreb, blev besvaret med et endnu kraftigere gengældsangreb, særligt angrebet på Israel, hvor premierminister Sharon svarede hårdt igen. Denne udløsning af voldsomme angreb, gjorde forholdet endnu mere koldt.

2. Camp David-forhandling:
Spørgsmålet er nu om Jerusalem skal tilhøre israelerne eller palæstinenserne eller om den skal deles. I slutningen af sin præsident tid ønskede Bill Clinton at indlede forhandlinger om Jerusalems status. Derfor inviterede han i 2000 Yasir Arafat og Israels premierminister, Ehud barak, til forhandlinger i Camp David. Disse forhandlinger blev er kendt som Camp David 2. På trods af stor åbenhed mellem parterne, løb forhandlingerne dog hurtigt ind i problemer. Barak fremlagde en plan, der indebar at Israel overtog det meste af Jerusalem. Det afviste Arafat. Den palæstinensiske selvstyremyndighed ønskede fuld kontrol med Østjerusalem. De to nåede derfor ikke til enighed om Jerusalem. Alligevel mente mange israelere, at barak havde været for imødekommende over for Arafat. I 2001 mistede barak og arbejderpartiet regeringsmagten. Baraks afløser blev Ariel sharon. Under valgkampen i 2000 besøgte han tempelbjerget. Dette besøg udløste voldsom vrede blandt palæstinenserne og de følgende sammenstød mellem palæstinenserne og israelske sikkerhedsstyrker førte til den anden intifada. Konflikten fortsætter i 2012 Den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina blussede op i november med raketangreb og mere end 20 dræbte, og flere andre aspekter er blevet tilføjet til den langvarige uenighed.

Palæstina har ønsket at blive til en såkaldt observatørstat i FN, hvilket blandt andet vil give dem taleret og mulighed for at komme med i en række FN-organisationer. Danmark har sammen med en lang række andre EU-lande sagt ja til det palæstinensiske ønske om opgradering og går dermed imod anbefalinger fra USA og Israel. 29. november stemte de knap 200 lande i FN's Generalforsamling.

I august 2012 indledte de franske myndigheder en drabsefterforskning af den palæstinensiske leder Yasser Arafats død i Paris i 2005. Den gang blev liget ikke obduceret, og efter at have fundet høje niveauer af det radioaktive stof polonium på hans tøj, blev Arafats lig gravet op i november 2012 med henblik på at undersøge, om han muligvis blev forgiftet. Er dette tilfældet, vil palæstinenserne kræve, at sagen kommer for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Den 29. november 2012 har et overvældende flertal ved FN's Generalforsamling i New York vedtaget en resolution, der giver palæstinenserne observatørstatus. Da Camp David forhandlingerne var overstået, og da Egypten og Israel, indgik fredsaftalen i marts 1979, anerkendte Egypten derfor at Israel eksisterer. Op gennem 1980’erne blev de israelske bosættelser i de palæstinensiske landområder flere og flere. Og forholdet mellem israelere og palæstinenserne blev forsat være og være, da israels handlinger under krigen i libanon bestemt kun gjorde forholdet endnu værre. Libanon havde ikke deltaget i den arabisk-israelske krig i 73, men havde i stedet givet asyl til 300.000 palæstinensiske flygtninge - Den palæstinensiske tilstedeværelse blev et påskud for Israel til hyppige angreb ind over den fælles grænse og til bombardementer af civilbefolkningen.

De palæstinensiske flygtninge levede derfor i de forskellige flygtningelejre, denne fradrivelse fra deres hjem, og dårlige leve vilkår. Gjorde det nemt for palæstinensiske modstandsbevægelser at rekruttere medlemmer i flygtningelejrene. De dårlige forhold, høj arbejdsløshed, og almindelige sammenstød mellem palæstinensere og israelsk militær, kulminere i december 1987 og starten på den første palæstinensiske intifada. Denne intifada var en frihedskamp for palæstinenserne, små børn kastede med sten mod det israelske militær, og hængte det hjemmesyede palæstinensike flag, i lygtepæle. Denne intifada, var vigtig for omverdens forståelse for palæstinensernes situation, og Israels fremfærd som besættelsesmagt.
På opfordringen af USA’s nyvalgte præsident, Bill Clinton, indledte Israel dog hemmelig holdte forhandlinger med palæstinenserne i Oslo i 1993. her fungerede Norge som en mægler under forhandlingerne. Målet var at stoppe den stigende vold mellem israelere og palæstinensere. Her blev tanken om palæstinensisk selvstyre nævnt for første gang, og i denne forbindelse blev Jerusalems status også nævnt, men problemstillingen blev udskudt til ”et senere tidspunkt”

Osloaftalen:
Oslo aftalen blev fremlagt i 1993, mellem Israels Premierminister, Yitzhak Rabin (1922-1995) og PLO’s leder, Yasir Arafat (1929-2004). Den blev fremlagt til stor overraskelse, da det var et stort fremskridt mod fred. Den førte bl.a. til oprettelsen af Den Palæstinensiske Selvstyre-myndighed, og fordi PLO og Israel nu anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og indledte en fredsaftale.
Men under overfladen var der utilfredshed, blandt israelerne og palæstinenserne. Nogle israelske politikere, ofte fra det jødiske-nationale partier, argumenterede for, at Israel var udeleligt og tilhørte det jødiske folk. På samme måde ønskede mange palæstinensere fuld kontrol med Jerusalem, som er en af muslimernes helligste byer.
Hamas var også imod Oslo aftalen. I midten af 1990’erne udførte Hamas den første selvmordsangreb som protest mod aftalen. Det indvarslede en ny tid i forholdet mellem israelerne og palæstinenserne, og snart stod det klart for, at Oslo aftalen ikke ville føre til endelig fred. Vores forslag til en mulig løsning Den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina blussede op i november med raketangreb og mere end 20 dræbte, og flere andre aspekter er blevet tilføjet til den langvarige uenighed.

Palæstina har ønsket at blive til en såkaldt observatørstat i FN, hvilket blandt andet vil give dem taleret og mulighed for at komme med i en række FN-organisationer. Danmark har sammen med en lang række andre EU-lande sagt ja til det palæstinensiske ønske om opgradering og går dermed imod anbefalinger fra USA og Israel. 29. november stemte de knap 200 lande i FN's Generalforsamling.

I august 2012 indledte de franske myndigheder en drabsefterforskning af den palæstinensiske leder Yasser Arafats død i Paris i 2005. Den gang blev liget ikke obduceret, og efter at have fundet høje niveauer af det radioaktive stof polonium på hans tøj, blev Arafats lig gravet op i november 2012 med henblik på at undersøge, om han muligvis blev forgiftet. Er dette tilfældet, vil palæstinenserne kræve, at sagen kommer for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Den 29. november 2012 har et overvældende flertal ved FN's Generalforsamling i New York vedtaget en resolution, der giver palæstinenserne observatørstatus. Hvorfor foregår konflikten stadig i dag? Hvorfor forgår konflikten stadig i dag? Fordi begge parter har både den religiøse og historiske baggrund der er grundlaget for, deres meninger om hvem der skal have det nuværende Israel, og den hellige by Jerusalem. Det gør at der er to parter, der kæmper om det samme, og dermed ikke vil give sig. Nu efter at denne konflikt har stået på i så mange år, og har påvirket så mange generationer, at det nu også, på nogle punkter, handler om ikke at tabe ansigt, over for modparten, efter så mange års strid. Denne strid bliver ved med at fortsætte, da Israel bliver ved med at undertrykke palæstinenserne, og da palæstinenserne får mere og mere indflydelse, f.eks. med deres nylige observatørstatus, bliver Israel derfor ved med at undertrykke palæstinenserne. Bosætte sig i deres landområder og tvinge palæstinenserne til at flytte. Den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina blussede op i november med raketangreb og mere end 20 dræbte, og flere andre aspekter er blevet tilføjet til den langvarige uenighed.

Palæstina har ønsket at blive til en såkaldt observatørstat i FN, hvilket blandt andet vil give dem taleret og mulighed for at komme med i en række FN-organisationer. Danmark har sammen med en lang række andre EU-lande sagt ja til det palæstinensiske ønske om opgradering og går dermed imod anbefalinger fra USA og Israel. 29. november stemte de knap 200 lande i FN's Generalforsamling.

I august 2012 indledte de franske myndigheder en drabsefterforskning af den palæstinensiske leder Yasser Arafats død i Paris i 2005. Den gang blev liget ikke obduceret, og efter at have fundet høje niveauer af det radioaktive stof polonium på hans tøj, blev Arafats lig gravet op i november 2012 med henblik på at undersøge, om han muligvis blev forgiftet. Er dette tilfældet, vil palæstinenserne kræve, at sagen kommer for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Den 29. november 2012 har et overvældende flertal ved FN's Generalforsamling i New York vedtaget en resolution, der giver palæstinenserne observatørstatus. Vores mening om konflikten Vi mener at selve konflikten er et så langt tilbagegående og betændt problem at det næsten er umuligt at løse. Pga. deres religion og historie, er der ingen af parterne der reelt set vil give sig. Igennem tiden har der selvfølgelig været forskellige løsninger på problemet, dog har ingen af løsningerne givet varig fred mellem israelerne og palæstinenserne. Vi mener, det er skræmmende og underligt at to kulture ikke kan enes og få det bedste ud af hinanden. I stedet for at skændes kunne man se på med en positiv vinkel og blive enige om, at det da kun er fedt at have en hellig og betydningsfuld by tilfælles. Altså lære af hinanden og bruge hinanden til noget fornuftigt. Efter så lang tid er de stadig ikke blevet klogere. Det er selvfølgelig fordi de går så meget op i deres religion. Havde det været os så havde vi højst sandsynlig reagerede på samme måde og ville have det samme ønske om at have mest ret til Jerusalem. Det vi vil udrette er, at få Israel til at stoppe deres bosættelser på den palæstinensiske jord.

Vores løsnings forslag, er at overtale USA til at stoppe deres forhandlinger med Israel. Dette vil få Israel i både økonomiske og sikkerheds - mæssige problemer. USA vil derfor kun ophæve forhandlingerne igen, hvis Israel stopper med at bosætte sig på den palæstinensiske jord.

Vi ved godt, at det måske ikke er en realitet, da USA er et stort land, med en kæmpe magt, men vi mener at det er bedre at sigte højt, og derfor måske få løst bare en lille del, end at sigte lavt (og realistisk) og derfor ikke få løst noget som helt, og blive ved med at snakke og diskutere om den "uløselige" konflikt. Den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina blussede op i november med raketangreb og mere end 20 dræbte, og flere andre aspekter er blevet tilføjet til den langvarige uenighed.

Palæstina har ønsket at blive til en såkaldt observatørstat i FN, hvilket blandt andet vil give dem taleret og mulighed for at komme med i en række FN-organisationer. Danmark har sammen med en lang række andre EU-lande sagt ja til det palæstinensiske ønske om opgradering og går dermed imod anbefalinger fra USA og Israel. 29. november stemte de knap 200 lande i FN's Generalforsamling.

I august 2012 indledte de franske myndigheder en drabsefterforskning af den palæstinensiske leder Yasser Arafats død i Paris i 2005. Den gang blev liget ikke obduceret, og efter at have fundet høje niveauer af det radioaktive stof polonium på hans tøj, blev Arafats lig gravet op i november 2012 med henblik på at undersøge, om han muligvis blev forgiftet. Er dette tilfældet, vil palæstinenserne kræve, at sagen kommer for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Den 29. november 2012 har et overvældende flertal ved FN's Generalforsamling i New York vedtaget en resolution, der giver palæstinenserne observatørstatus. Israel og Palæstina har haft forhandlinger i håb om at finde en løsning. I 2000 havde præsident Bill Clinton et møde med Yasir Arafat og Israels premierminister Ehud barak i Camp David. Mødet gik ud på at finde en løsning på konflikten. Det hele gik dog galt da Ehud barak fremlagde en plan, som indebar, at Israel skulle overtage det meste af Jerusalem. Det ville Yasir Arafat ikke gå med til. Han ønskede nemlig selvstyre over Jerusalem. De nåede derfor ikke til enighed. Line Wistesen, Maja Vestergaard og Karoline Holmboe 1. sep 2010 samler Barack Obama de to partere til forhandlinger om en fredsplan. Men efter bare tre uger brød forhandlingerne sammen, uden at man var kommet bare i nærheden af et fredsforslag. I december 2010 måtte USA meddele, at fredsprocessen lå i ruiner.

30 sep. 2011 ansøger palæstinenserne til FN om at blive optaget som stat nummer 194

Mellemøst - kvartetten - konkret udspil om at parterne skal mødes indenfor en måned, indenfor tre måneder have klare planer for løsning af sikkerhedsspørgsmål og grænser - og inden udgangen af 2012 skal afslutte en permanent fred.

29 nov. 2012 - FN's generalforsamling stemte 138 - 9 for, at palæstinenserne får observatør status som "ikke-medlemsstat" USA, er ikke begejstret - tror på direkte forhandlinger kan skabe fred, to stater, to suveræne folk
Israel mener - at det ikke vil fremme oprettelsen af en Palæstinensisk stat.
Palæstinensere - begejstret, men erkender der ligger en lang vej, foran dem. Tidligere løsningsforslag og de tre forgangene
Full transcript